Af Tina Post Aagaard, Change Consultant & Transformation Co-driver.

Nutidens mere komplekse forandringer kræver, at traditionelle projektledelseskompetencer i vid udstrækning suppleres med sociale ledelseskompetencer, hvis mere end 1/3 af alle virksomheder skal lykkes med fremtidens transformationer. 

af Tina Post Aagaard

De mørke krøller danser omkring ansigtet på den unge kvinde med de marokkanske rødder. Øjnene er fulde af liv og nærvær, og der er let til smil, denne varme sommerdag, på en café ved Nørreport station. 

Den smilende kvinde hedder Zakia Ghillassi og er 33 år. Hendes mission er, at forbedre vilkårene for kvinder og børn i vanskelige situationer, og retfærdighed er en værdi, som står hendes hjerte meget nær. Hun er yderst veltalende og har samtidig et drive, en selvtillid og en varme, som er fuldkommen uimodståelig. Der er ingen tvivl om, at denne kvinde kan nå langt.

For 3 år siden så hun ikke selv lige så lyst på fremtidsmulighederne. Dengang var der meget langt mellem smilene, og tårerne lå hele tiden lige på lur.

“Det der optog mig mest dengang”, fortæller Zakia Ghillassi, mens hun ganske kortvarigt slår blikket ned, “det var, at jeg syntes, at alle andre havde styr på tingene. Alle andre havde job, hus og pensionsopsparing. De gik til 17 ting med deres børn, de vidste hvornår de skulle på ferie, og hvad de ville med deres liv. Jeg oplevede det som om, at alt i andre menneskers liv var sat i rammer og virkede fornuftigt, velovervejet og rigtigt. Kontrasten til mit liv blev lige pludselig meget, meget stor”, forklarer hun om perioden for 3 år siden.

“Mit liv havde gennem 10 år bygget på impulsbeslutninger. Jeg var 30 og havde en søn på 8, og jeg agerede hele tiden ud fra, hvad der lige kunne lade sig gøre i det konkrete øjeblik, og hvad der aktuelt var overskud til. Jeg kunne slet ikke se, hvordan jeg kunne være en god mor eller en fornuftig voksen, når jeg ikke havde alle de ting på plads”, fortæller hun, om den bevidsthed, der pludselig ramte hende dengang for 3 år siden.

“I mange år var mine livsvilkår ikke særlig positive. Det var der rigtig mange gode grunde til, men det gjorde, at jeg var blevet rigtig god til at navigerer i kaos.”

Efter 10 år med non-stop kaos-håndtering, blev det dog for meget for den unge mor. “Efterhånden var jeg nået til et punkt, hvor jeg både fysisk og psykisk var virkelig, virkelig træt, og jeg begyndte at indse, at jeg ikke kunne fortsætte på den måde”, siger den nu 33 årige kvinde med fasthed i stemmen.

“På nogle måder var jeg privilligeret. Der var mennesker omkring mig, som holdt af mig og roste mig. Jeg kunne høre, at de så en masse kvaliteter hos mig. Problemet var bare, at jeg ikke kunne genkende dét billede selv. Mit selvbillede var et helt andet, og denne kontrast væltede mig fuldstændig omkuld”, forklarer hun.  

Der var lange perioder, dengang for godt 3 år siden, hvor den 30 årige mor slet ikke fik sovet. “Enten sov jeg slet ikke, eller også stod jeg kun lige op for at aflevere min søn i skole, og så gik jeg tilbage og sov. Enten spiste jeg slet ikke, eller også spiste jeg alt for meget. Jeg var rigtig dårlig til at tage vare på mig selv.”, konstaterer hun ærligt og uden antydning af selvbebrejdelse.

Zakia Ghillassi fortæller derefter, hvordan hun på et tidspunkt gav slip på stort set alt. Alt hun ikke havde kontrol over fik lov til at flyde. "Kaos-håndtering kræver konstant nye feberredninger, for at man kan lykkes med at holde hovedet ovenvande”, forklarer hun. “Jeg kunne simpelthen ikke holde til det mere, og det gik op for mig, at jeg blev nødt til at blive i stand til at forandre mig.”

“Jeg havde brug at tage kontrollen i mit eget liv. Jeg ønskede i højere grad at tage styringen selv frem for hele tiden at forsøge at følge med og lade mig føre af kaos.”, siger hun, mens minderne får én enkelt tårer til ganske diskret at snige sig ud i den venstre øjenkrog.  

“Det ramte mig hårdt, da det gik op for, at jeg ikke anede, hvordan jeg skulle lykkes med at skabe denne forandring i mit liv. Jeg kunne finde ud af at overleve, men jeg vidste ikke hvordan jeg lærte at tage ansvar for mig selv og mit liv”, fortæller Zakia Ghillassi, nu med tydelig engagement i stemmen.

“Jeg havde altid set mig selv som meget stærk, fordi jeg havde været i stand til at klare nogle ting, som meget få jeg kendte, ville have været i stand til. Pludselig gik op for mig, at dét, der i langt højere grad havde karakteriseret mig i alle disse år, var, at jeg havde haft frygtelig ondt af mig selv”. Hendes stemme er fuldstændig blottet for selvbebrejdelse og sorg, og blikket er igen varmt og levende.

“At have ondt af sig selv er jo ikke en styrke”, konstaterer hun derefter. “Tværtimod. At gå og have ondt af sig selv spærrer jo derimod for, at man får taget ansvar og får tingene løst”, siger hun, stadig uden antydning af selvbebrejdelse.

“Min første reaktion dengang var at blive umådelig ked af det. Ja, faktisk lettere deprimeret. Jeg trak mig fra alt og alle. Jeg kunne simpelthen ikke finde ud af at lade nogen komme tæt på. Alle omkring mig sagde jo, at jeg var sådan én, der kunne klare alting. Men hvordan siger man til andre, at man bare ikke kan mere? Hvordan siger man, at man ikke ønsker at fixe ting længere, men at man ønsker at ændre sit liv radikalt? Hvordan siger man til dem, der synes man er stærk, at man faktisk føler sig umådelig svag?” 

Vejen ud af kaos startede med en beslutning om at lukke nogle få mennesker lidt tættere på. Dét, at begynde at vende sin situation med nogle få andre, var første skridt på vejen. Vendepunktet kom dog først for alvor, da Zakia Ghillassi langsomt begyndte at acceptere sin situation og tro på sine egne evner til at skabe forandring.

“Jeg besluttede mig bl.a. for at ændre min indre monolog”, fortæller hun. “Jeg besluttede mig for, at jeg ikke længere ville være så hård ved mig selv. Jeg ville stoppe den dårlige samvittighed og selvbebrejdelsen, og jeg besluttede mig for at tage ansvar for, hvilke tanker, jeg ville give plads til, når jeg vågnede om morgenen”.

“Det lyder måske let”, siger hun eftertænksom. “Det var det ikke! På ingen måde. Jeg tror desværre ikke, at der findes lette løsninger i sådanne situationer, men jeg tror på, at det kan lykkes, og at vores tanker er med til at forme, hvem vi er, og hvad vi kan lykkes med”.

“Lige så stille kunne jeg i hvert fald mærke, at mit syn på mig selv begyndte at forandres. Uden at der på nogen måde var noget, der var forandret i min jobsituation, min økonomi eller min boligsituation, så begyndte mine tanker lige så stille at ændre sig, og dermed blev min selvfølelse også en anden. Jeg følte ikke længere, at jeg stak ud. Jeg følte ikke længere, at jeg behøvede at gemme mig eller skamme mig.”

Zakia Ghillassi beskriver, hvordan accept var helt afgørende for den transition, hun gennemgik i løbet af 1-2 år. “At blive i stand til at acceptere mit udgangspunkt, tilgive mig selv, og derefter finde troen frem igen var helt afgørende for mig”, siger hun med vægt bag ordene.

“Jeg valgte at genfinde troen på, at jeg er her af en grund, og at man ikke bare spilder sådan en ressource som mig.” siger hun, mens hele ansigtet lyser op i et stort smil.

“Jeg måtte vende tilbage til troen på, at jeg rent faktisk havde en mulighed for at vælge retning, også selv om jeg blev nødt til at starte helt forfra.”

Hun tager en tår af sin vand og sætter glasset tilbage på bordet, inden hun fortsætter: “Det glemmer vi nogle gange som voksne. Altså at vi rent faktisk har mulighed for at starte forfra. Vi lærer for lidt om, hvordan man forholder sig til udfordringer, til tab og til sine svagheder. Og vi glemmer, at man stadig kan være god nok, selv om det går dårligt i ens liv”, siger hun og smiler.  

Ud over at lære at acceptere situationen, som den var, og vælge at have tillid og tiltro til sine egne evner, så begyndte Zakia Ghillassi også at blive optaget af at give.

“Undervejs på min rejse mødte jeg mennesker, som viste mig, at det er muligt at give, uanset hvor lidt eller hvor meget, man har at give af. Og jeg oplevede samtidig, at det var ekstremt givende - at give. Mange gange tror vi, at vi skal have opsparet et meget stort overskud, for at vi kan være i stand til at give noget til andre. Men det at give, behøver slet ikke være så stort. Man kan sagtens skabe stor værdi ved at give i det små, og lige så snart man har en lille bitte smule at give af. At give kan bare handle om at lytte til andre, tilbyde sit nærvær, koble mennesker i ens netværk sammen eller invitere naboens børn ind til en is en eftermiddag, så forældre kan få 1/2 time til at tale sammen. Lidt har også ret”, forklarer hun og fortsætter: “Når vi har det dårligt, får vi ofte en tendens til at lukke af for andre. Vi lukker os om os selv, men det betyder også, at vores egne problemer får lov til at fylde rigtig meget, og de vokser sig dermed gerne større.”

“Når vi vælge at rette vores fokus på andre, får vi mulighed for at sætte vores egen situation i perspektiv. Vi får åbnet vores horisont, og det giver ganske enkelt glæde og overskud i vores eget liv, når vi kan være dér for andre.”

“Jeg tror, at det at skabe forandringer i sit liv, i vid udstrækning handler om, at lære at acceptere sit udgangspunkt og kunne tilgive selv eller andre for de eventuelle fejl og mangler, der har skabt en given situation”, siger Zakia Ghillassi afslutningsvist og på vej hjem til dén eksamenslæsning, som kommer til at fylde det meste af sommeren for den nu yderst målrettede kvinde. “Derudover er jeg slet ikke i tvivl om, at dét at give har en kæmpe betydning for menneskers liv og udvikling. Man bliver simpelthen et gladere menneske at give - uanset hvordan resten af ens liv i øvrigt ser ud”.