Foto venligst udlånt af Viggo Bro
Vigga Bro er professionel historiefortæller, underviser, skuespiller og forfatter, og så er hun 80 år. Hun er et stærkt og vidunderligt livfuldt eksempel på det ”grå guld”, vi har talt så længe om, men måske alligevel ikke rigtigt har fået øjnene op for. Det ”guld” vi sandsynligvis bliver nødt til at forholde os anderledes til i fremtiden, hvis vi reelt skal se en positiv effekt af tilbagetrækningsreformen
Af: Tina Post Aagaard, selvstændig forandringskonsulent, TinaPostAagaard.com
Jeg har nydt historiefortælleren Vigga Bro på scenen flere gange, senest en vinteraften i Helsingør i februar i år i forbindelse med hendes 80 års fødselsdag.
Inden forestillingen står jeg og veninderne i køen ved Toldkammerets lille hyggelige café, da Vigga Bro viser sig i rummet. Hun synes lille og spinkel blandt stolerækkerne, men hendes udstråling er ikke til at tage fejl af. Hendes hår er tykt og gråt og hænger løst i en smuk ungdommelig frisure. Hun snor sig ind og ud mellem publikum med bevægelser, der får hende til at minde om en lille Ninja på en mission, og hendes smil er stort og varmt, og det breder sig fra hendes mund, helt op til hendes øjne og - er jeg sikker på – helt ind i hjertet på alle os, der er samlet i rummet.
”Jeg tror, vi har taget fejl”, hvisker jeg til mine veninder, ”det er helt sikkert ikke 80, hun lige er blevet. Det må være 70 – eller yngre.” Men vi havde ikke taget fejl, Vigga Bro var rigtig nok blevet 80 år den 20. oktober 2017.
Inden forestillingen står jeg og veninderne i køen ved Toldkammerets lille hyggelige café, da Vigga Bro viser sig i rummet. Hun synes lille og spinkel blandt stolerækkerne, men hendes udstråling er ikke til at tage fejl af. Hendes hår er tykt og gråt og hænger løst i en smuk ungdommelig frisure. Hun snor sig ind og ud mellem publikum med bevægelser, der får hende til at minde om en lille Ninja på en mission, og hendes smil er stort og varmt, og det breder sig fra hendes mund, helt op til hendes øjne og - er jeg sikker på – helt ind i hjertet på alle os, der er samlet i rummet.
”Jeg tror, vi har taget fejl”, hvisker jeg til mine veninder, ”det er helt sikkert ikke 80, hun lige er blevet. Det må være 70 – eller yngre.” Men vi havde ikke taget fejl, Vigga Bro var rigtig nok blevet 80 år den 20. oktober 2017.
Det uformelle lederskab
Forestillingen i februar var annonceret som ”en hyldest til fortællingens grand old lady”. Hun var selv på scenen mange gange denne aften, men hun var ikke alene. En vifte af andre stærke fortællere flankerede hende, alle med historier, der var inspireret af eller dedikeret til hende. Alle som én tegnede de et billede af en kvinde, hvis erfaring de værdsatte, hvis kompetencer, de beundrede, og hvis selskab og samarbejde de nød og lod sig inspirere af. Alder – og for den sags skyld køn – gled fuldstændig i baggrunden i deres beskrivelser.
Eget foto af Vigga Bro og hendes ”fortæller-trup” i Toldkammeret, 2. februar 2018.
Set udefra fremstod Vigga Bro som en kompetent, respekteret og vellidt leder af den samlede fortæller-trup. Hendes position i gruppen, formelt eller uformelt, var tydeligvis funderet i den måde, de andre betragtede, respekterede og værdsatte, dén hun er, og det hun kan.
Det slog mig, at jeg faktisk ikke kunne komme i tanke om andre 80-årige, end ikke 70- eller 60-årige, omgivet af så meget professionel og personlig respekt og anerkendelse – ikke mindst, når det handler om noget, de stadig er aktive udøvere af - måske lige på nær nogle enkle topfolk i erhvervslivet, typisk grundlæggerne af store multinationale selskaber. Men hvor var det dog glædeligt, livsbekræftende og inspirerende.
Det slog mig, at jeg faktisk ikke kunne komme i tanke om andre 80-årige, end ikke 70- eller 60-årige, omgivet af så meget professionel og personlig respekt og anerkendelse – ikke mindst, når det handler om noget, de stadig er aktive udøvere af - måske lige på nær nogle enkle topfolk i erhvervslivet, typisk grundlæggerne af store multinationale selskaber. Men hvor var det dog glædeligt, livsbekræftende og inspirerende.
Erfaring og menneskesyn
Flere måneder senere sidder jeg, til mit store held, i Vigga Bros stue på Christianshavn. På gulvet mellem os ligger hendes smukke hvide kat, og fra Royal Copenhagen kopperne stiger duften af nylavet kaffe. Allerede ved samtalens start erfarer jeg, at det dér med at blive omtalt som ”en leder” – end ikke en uformel leder – ikke lige matcher Vigga Bros eget selvbillede.
”Jeg vil bare gerne give lidt af min erfaring videre, som man siger, dér hvor jeg er”, siger hun beskedent, men også lidt bestemt, hvilket bevæger samtalen over på emnet erfaring.
”Der er et gammelt afrikansk ordsprog, der siger:”, begynder hun, med sin karakteristiske lidt sprøde stemme, der ligesom bare trækker dig ind i historien, så man på et splitsekund føler sig hensat til den afrikanske savanne:
”Jeg vil bare gerne give lidt af min erfaring videre, som man siger, dér hvor jeg er”, siger hun beskedent, men også lidt bestemt, hvilket bevæger samtalen over på emnet erfaring.
”Der er et gammelt afrikansk ordsprog, der siger:”, begynder hun, med sin karakteristiske lidt sprøde stemme, der ligesom bare trækker dig ind i historien, så man på et splitsekund føler sig hensat til den afrikanske savanne:
”En gammel mand, der sidder ned, ser længere end en ung mand, der står op.”
”Afrikanerne siger også”, fortsætter hun, og sætter sig lidt bedre til rette i stolen:
”Når et menneske dør, går et bibliotek til grunde.”
”Begge ordsprog udtrykker et menneskesyn, der værdsætter erfaring”, forklarer hun, og fortsætter:
”Dét menneskesyn har vi ikke i samme udstrækning i Vesten, i hvert fald ikke i dag.” Hun uddyber med et eksempel: ”Jeg var til et selskab for ikke så længe siden. Her sad en gruppe og talte om, hvor svært det er at få arbejde, når man er fyldt 50.
Der var en ung mand tilstede, og han sagde: ”Jamen vi andre skal jo også til!”
En af de mere erfarne i selskabet svarede: ”Selvfølgelig skal I det, men vi andre måtte jo også tage karrierestigen ét trin ad gangen”.
Men det var ikke dét, den unge mand mente. ”Det argument er irrelevant”, indvendte han. ”Det væsentlige er, hvad samfundet har brug for, og samfundet har brug for unge hjerner. Unge hjerner er de bedste”. Han fremførte sin pointe med stor overbevisning i stemmen og fortsatte: ”Det er derfor, vi unge skal frem i front.”
”Jamen I har jo ikke vores erfaring”, indvendte en af de andre mere modne i selskabet.
”Erfaring!?”, sagde den unge mand. ”Det har vi ikke brug for. Vi har teknologien. Det er en anden tid nu!”
Der opstod en kort stilhed i rummet. Præcist nok til at lade historien synke ind.
”Sådanne holdninger", fortsatte Vigga Bro derefter, "repræsenterer jo et helt andet menneskesyn, end de afrikanske ordsprog.
Det kan godt være at vi, den ældre del af befolkningen, gerne vil dele ud af vores erfaringer, men for at disse erfaringer for alvor kan skabe værdi, skal der være nogen, der er interesserede i at modtage dem.”
”Dét menneskesyn har vi ikke i samme udstrækning i Vesten, i hvert fald ikke i dag.” Hun uddyber med et eksempel: ”Jeg var til et selskab for ikke så længe siden. Her sad en gruppe og talte om, hvor svært det er at få arbejde, når man er fyldt 50.
Der var en ung mand tilstede, og han sagde: ”Jamen vi andre skal jo også til!”
En af de mere erfarne i selskabet svarede: ”Selvfølgelig skal I det, men vi andre måtte jo også tage karrierestigen ét trin ad gangen”.
Men det var ikke dét, den unge mand mente. ”Det argument er irrelevant”, indvendte han. ”Det væsentlige er, hvad samfundet har brug for, og samfundet har brug for unge hjerner. Unge hjerner er de bedste”. Han fremførte sin pointe med stor overbevisning i stemmen og fortsatte: ”Det er derfor, vi unge skal frem i front.”
”Jamen I har jo ikke vores erfaring”, indvendte en af de andre mere modne i selskabet.
”Erfaring!?”, sagde den unge mand. ”Det har vi ikke brug for. Vi har teknologien. Det er en anden tid nu!”
Der opstod en kort stilhed i rummet. Præcist nok til at lade historien synke ind.
”Sådanne holdninger", fortsatte Vigga Bro derefter, "repræsenterer jo et helt andet menneskesyn, end de afrikanske ordsprog.
Det kan godt være at vi, den ældre del af befolkningen, gerne vil dele ud af vores erfaringer, men for at disse erfaringer for alvor kan skabe værdi, skal der være nogen, der er interesserede i at modtage dem.”
Et aktivt seniorliv
Statistikker viser desværre, at det ikke udelukkende er den unge mand for fortællingen, der har vanskeligt ved at værdsætte det ”grå gulds” erfaringer. Tilbagetrækningsreformen flytter godt nok gradvist pensionsalderen fra 65-68 år, men statistikker fra bl.a. Ældresagen tyder på, at arbejdsmarkedet ikke nødvendigvis står klar til en større andel af seniorer. På trods af, at mange seniorer ønsker at forblive erhvervsaktive langt op i årene (25% siger oven i købet, at de gerne vil arbejde ”så længe som muligt”), viser statistikker, at ledigheden er kraftigt stigende med alderen.
Vigga Bro, derimod, er så langt fra begrebet ledighed, som man næsten kan være. Mens rigtig mange danskere har nydt sommeren og holdt ferie, har Vigga Bro knoklet i heden. Hun har blandt andet arbejdet på optagelserne til en ny film, undervist, skrevet på en bog og givet interviews. Kun en enkelt uges ferie er det blevet til i denne omgang.
Det virker lidt paradoksalt. På den ene side har vi statistikker, der viser, at alder begynder at udfordre arbejdstagerne allerede fra de fylder 50, hvis du er jobsøgende, og at alderen for alvor bliver en udfordring fra 60 års alderen. På den anden side findes der så en Vigga Bro, som har været særdeles erhvervsaktiv og fyldt med arbejdsglæde og virkelyst i de sidste 30 år og ikke synes at have planer om at trappe ned foreløbig.
”Er hun mon et helt unikt tilfælde, eller hvad har mon gjort det muligt for hende?”, tænker jeg, og vælger at spørge hende: ”Har du mon et godt råd til, hvordan andre bevarer deres ”markedsværdi”, arbejdsglæde og tilknytning til arbejdsmarkedet langt op i alderen ligesom du?”
Hun tænker lidt, mens hun kigger frem for sig, hvorefter hun siger:
”Jeg tror, at der er to væsentlige faktorer, der spiller ind:"
Vigga Bro, derimod, er så langt fra begrebet ledighed, som man næsten kan være. Mens rigtig mange danskere har nydt sommeren og holdt ferie, har Vigga Bro knoklet i heden. Hun har blandt andet arbejdet på optagelserne til en ny film, undervist, skrevet på en bog og givet interviews. Kun en enkelt uges ferie er det blevet til i denne omgang.
Det virker lidt paradoksalt. På den ene side har vi statistikker, der viser, at alder begynder at udfordre arbejdstagerne allerede fra de fylder 50, hvis du er jobsøgende, og at alderen for alvor bliver en udfordring fra 60 års alderen. På den anden side findes der så en Vigga Bro, som har været særdeles erhvervsaktiv og fyldt med arbejdsglæde og virkelyst i de sidste 30 år og ikke synes at have planer om at trappe ned foreløbig.
”Er hun mon et helt unikt tilfælde, eller hvad har mon gjort det muligt for hende?”, tænker jeg, og vælger at spørge hende: ”Har du mon et godt råd til, hvordan andre bevarer deres ”markedsværdi”, arbejdsglæde og tilknytning til arbejdsmarkedet langt op i alderen ligesom du?”
Hun tænker lidt, mens hun kigger frem for sig, hvorefter hun siger:
”Jeg tror, at der er to væsentlige faktorer, der spiller ind:"
fleksible rammer
"For det første" indleder hun, "er der brug for mere fleksible rammer på arbejdsmarkedet.
Hvis vi skal kunne fastholde mennesker længere på arbejdsmarkedet, så bliver vi nødt til at skabe nogle mere fleksible rammer og arbejdsvilkår, dvs. vi skal f.eks. skabe mulighed for, at man i større udstrækning kan gå ned i tid. Dette skal gerne kunne ske på forskelle tidspunkter i livet, og man skal have mulighed for at arbejde på forskellige måder og forskellige steder. De muligheder fik jeg f.eks., da jeg i en alder af 43 fik min datter. Jeg gik på deltid allerede få uger efter min datters fødsel, og fik på den måde strakt min barsel på et halvt år ud over et helt år, så jeg kunne blive ved med at arbejde med det, jeg elskede og samtidig nyde tiden med min datter. Den mulighed kan der være behov for i flere livsfaser, og dette kan være afgørende for, at overskuddet og motivationen bevares.
Vi bliver nødt til at forebygge stress, tidlig udbrændthed og tidlig nedslidning ved at give plads til et mere helt og fuldt liv med større indflydelse på egen tid og egne rammer.”
Vigga Bro stopper op, ser eftertænksom ud, og fortsætter derefter:
"Det er jo ret vanvittig, det, vi har gang i, i dag. Først hundser vi børn og unge igennem skole- og uddannelsessystemet. Straks derefter forventer vi af os selv og hinanden, at vi gør lynkarriere samtidig med, at vi etablerer os og får børn. I alderen fra midt i 20'erne, til vi bliver 50, overperformer mange på alle områder, både privat og arbejdsmæssigt. Derefter går det stejlt ned ad bakke, og når du er 60, er du ude.”
Hun tager en tår af sin kaffe og sætter sig lidt frem i stolen foran mig. ”Flere og flere danskere kommer til at leve, til de er godt og vel 90, og mange vil have både hjernen og fysikken intakt 20, 30 eller endda 40 år efter, at arbejdsmarkedet mistede interessen for dem.
Potentialet til at kunne og ville vil være der for mange, men som samfund risikerer vi at gå glip af dette potentiale. Det sker enten ved, at vi slider os selv og hinanden ned midt i livet – fysisk og mentalt, så vi simpelthen ikke orker mere, når vi når de 60 - eller måske endda tidligere.
Det kan også ske ved, at vi tillægger den ældre del af befolkningen mindre værdi. Hvis vi lægger ansøgere på over 50+ nederst i bunken, og vi reducerer de faglige udfordringer og udviklingsmuligheder for de ældre kolleger, så ender vi med, at seniorerne slår op i banen og tænker, ”det her, det orker jeg ikke mere”.
Begge dele sker i dag og konsekvenserne ses i statistikkerne for førtidspensionister, langtidssyge og langtidsledige.
En del af løsningen må derfor være af mere strukturel karakter, og den handler om fleksibilitet og indhold."
Hvis vi skal kunne fastholde mennesker længere på arbejdsmarkedet, så bliver vi nødt til at skabe nogle mere fleksible rammer og arbejdsvilkår, dvs. vi skal f.eks. skabe mulighed for, at man i større udstrækning kan gå ned i tid. Dette skal gerne kunne ske på forskelle tidspunkter i livet, og man skal have mulighed for at arbejde på forskellige måder og forskellige steder. De muligheder fik jeg f.eks., da jeg i en alder af 43 fik min datter. Jeg gik på deltid allerede få uger efter min datters fødsel, og fik på den måde strakt min barsel på et halvt år ud over et helt år, så jeg kunne blive ved med at arbejde med det, jeg elskede og samtidig nyde tiden med min datter. Den mulighed kan der være behov for i flere livsfaser, og dette kan være afgørende for, at overskuddet og motivationen bevares.
Vi bliver nødt til at forebygge stress, tidlig udbrændthed og tidlig nedslidning ved at give plads til et mere helt og fuldt liv med større indflydelse på egen tid og egne rammer.”
Vigga Bro stopper op, ser eftertænksom ud, og fortsætter derefter:
"Det er jo ret vanvittig, det, vi har gang i, i dag. Først hundser vi børn og unge igennem skole- og uddannelsessystemet. Straks derefter forventer vi af os selv og hinanden, at vi gør lynkarriere samtidig med, at vi etablerer os og får børn. I alderen fra midt i 20'erne, til vi bliver 50, overperformer mange på alle områder, både privat og arbejdsmæssigt. Derefter går det stejlt ned ad bakke, og når du er 60, er du ude.”
Hun tager en tår af sin kaffe og sætter sig lidt frem i stolen foran mig. ”Flere og flere danskere kommer til at leve, til de er godt og vel 90, og mange vil have både hjernen og fysikken intakt 20, 30 eller endda 40 år efter, at arbejdsmarkedet mistede interessen for dem.
Potentialet til at kunne og ville vil være der for mange, men som samfund risikerer vi at gå glip af dette potentiale. Det sker enten ved, at vi slider os selv og hinanden ned midt i livet – fysisk og mentalt, så vi simpelthen ikke orker mere, når vi når de 60 - eller måske endda tidligere.
Det kan også ske ved, at vi tillægger den ældre del af befolkningen mindre værdi. Hvis vi lægger ansøgere på over 50+ nederst i bunken, og vi reducerer de faglige udfordringer og udviklingsmuligheder for de ældre kolleger, så ender vi med, at seniorerne slår op i banen og tænker, ”det her, det orker jeg ikke mere”.
Begge dele sker i dag og konsekvenserne ses i statistikkerne for førtidspensionister, langtidssyge og langtidsledige.
En del af løsningen må derfor være af mere strukturel karakter, og den handler om fleksibilitet og indhold."
Nysgerrig på dig selv
”Den anden del", fortsætter Viggo Bro, "handler om nysgerrighed på sig selv. Den del handler mere om den enkeltes egne muligheder”, forklarer hun engageret og fortsætter.
"Nysgerrighed er en væsentlig drivkraft – på mange planer – og i alle aldre. Det handler om ikke at lade sig nøje og ikke at give op, men at blive ved med at undersøge og udvikle sig. Når man f.eks. oplever, at tingene begynder at forandre sig, eller mulighederne på nogle områder bliver færre, så kan man enten lade sig begrænse, gå i stå, give op og gå og brokke sig over alt det, man ikke kan – eller man kan vælge at være nysgerrig.
At give op er lidt som at tage dit eget liv, før det er slut. Uanset hvad andre siger og tænker, så er det jo i sidste ende dig, der står ved roret og passer sejlet. Derfor tænker jeg sådan her: når nogle døre lukkes, så bliver man nødt til at bruge sin nysgerrighed og spørge sig selv:
Det her er ikke nødvendigvis let, det ved jeg godt, men det er ikke det samme, som at det er umuligt, og vi kan godt hjælpe hinanden med at blive mere nysgerrige på dette område. Hvis den første dør er lukket, og dør 2 og 3 også lukker sig, så kan det være, at man kan lykkes med at finde en lille sprække ved dør nummer 4, man kan kravle ind igennem. Det kan godt være, at man har brug for hjælp fra andre, for at blive i stand til at finde den, men det er også helt ok, vi må bare ikke give op.
I teaterverdenen er det ofte sådan, at man fra 50 års alderen får tilbudt færre - eller i hvert fald mere og mere indholdsløse – roller, ikke mindst som kvinde. Det nåede også til mig, selv om jeg godt nok havde nogle af mine allersjoveste roller lige omkring de 50. Men da rollerne tyndede ud, besluttede jeg mig for at kaste mig over noget andet. Jeg brændte for historiefortællingen. Det har jeg gjort, siden jeg var ung, men det var ikke tidligere min levevej. Jeg havde også meget at lære, og historiefortælling var ikke særlig anerkendt, da jeg startede. Historiefortælling, ser du, er en kunstart. At mestre den kræver træning og udvikling. Derfor kastede jeg mig ud i at studere området. Jeg læste, jeg lærte, og jeg trænede. Det var hårdt arbejde, men den slags er også en gave. Jeg ville være gået i stå i de indholdsløse roller, hvis jeg var blevet, hvor jeg var. I stedet har jeg fået masser af udvikling. Og det er altså vigtigt, det der med udvikling. Man skal blive ved med at udvikle sig – livet igennem”, siger Vigga Bro med alvor i stemmen.
”Jeg vil have et godt liv resten af mit liv,” siger Vigga Bro afslutningsvist. ”Jeg har for længst besluttet mig for, at jeg hele tiden vil prøve at skabe et liv, der er sådan, som jeg godt kunne tænke mig at leve det. Den slags kommer ikke af sig selv. Det kræver, at jeg selv gør en indsats og hele tiden holder mig nysgerrig på, hvor jeg er, hvad der er mine styrker, og hvor mine muligheder gemmer sig. Så det gør jeg”, siger hun med et smil så varmt og livfuldt, så jeg endnu engang rammes lige i hjertet.
"Nysgerrighed er en væsentlig drivkraft – på mange planer – og i alle aldre. Det handler om ikke at lade sig nøje og ikke at give op, men at blive ved med at undersøge og udvikle sig. Når man f.eks. oplever, at tingene begynder at forandre sig, eller mulighederne på nogle områder bliver færre, så kan man enten lade sig begrænse, gå i stå, give op og gå og brokke sig over alt det, man ikke kan – eller man kan vælge at være nysgerrig.
At give op er lidt som at tage dit eget liv, før det er slut. Uanset hvad andre siger og tænker, så er det jo i sidste ende dig, der står ved roret og passer sejlet. Derfor tænker jeg sådan her: når nogle døre lukkes, så bliver man nødt til at bruge sin nysgerrighed og spørge sig selv:
- Hvor er jeg lige nu?
- Hvad kan jeg?
- Hvor er mit ståsted?
- Hvad kan/skal jeg lære eller gøre for at komme derhen, hvor der er godt for mig at være?
Det her er ikke nødvendigvis let, det ved jeg godt, men det er ikke det samme, som at det er umuligt, og vi kan godt hjælpe hinanden med at blive mere nysgerrige på dette område. Hvis den første dør er lukket, og dør 2 og 3 også lukker sig, så kan det være, at man kan lykkes med at finde en lille sprække ved dør nummer 4, man kan kravle ind igennem. Det kan godt være, at man har brug for hjælp fra andre, for at blive i stand til at finde den, men det er også helt ok, vi må bare ikke give op.
I teaterverdenen er det ofte sådan, at man fra 50 års alderen får tilbudt færre - eller i hvert fald mere og mere indholdsløse – roller, ikke mindst som kvinde. Det nåede også til mig, selv om jeg godt nok havde nogle af mine allersjoveste roller lige omkring de 50. Men da rollerne tyndede ud, besluttede jeg mig for at kaste mig over noget andet. Jeg brændte for historiefortællingen. Det har jeg gjort, siden jeg var ung, men det var ikke tidligere min levevej. Jeg havde også meget at lære, og historiefortælling var ikke særlig anerkendt, da jeg startede. Historiefortælling, ser du, er en kunstart. At mestre den kræver træning og udvikling. Derfor kastede jeg mig ud i at studere området. Jeg læste, jeg lærte, og jeg trænede. Det var hårdt arbejde, men den slags er også en gave. Jeg ville være gået i stå i de indholdsløse roller, hvis jeg var blevet, hvor jeg var. I stedet har jeg fået masser af udvikling. Og det er altså vigtigt, det der med udvikling. Man skal blive ved med at udvikle sig – livet igennem”, siger Vigga Bro med alvor i stemmen.
”Jeg vil have et godt liv resten af mit liv,” siger Vigga Bro afslutningsvist. ”Jeg har for længst besluttet mig for, at jeg hele tiden vil prøve at skabe et liv, der er sådan, som jeg godt kunne tænke mig at leve det. Den slags kommer ikke af sig selv. Det kræver, at jeg selv gør en indsats og hele tiden holder mig nysgerrig på, hvor jeg er, hvad der er mine styrker, og hvor mine muligheder gemmer sig. Så det gør jeg”, siger hun med et smil så varmt og livfuldt, så jeg endnu engang rammes lige i hjertet.
Nysgerrighed rettet mod andre
Da jeg forlader Vigga Bros lejligheden denne dag, er der næsten gået tre timer.
Tiden er fløjet afsted, og jeg føler mig let, beriget og lidt beæret.
Jeg tænker på de to anbefalinger, Vigga Bro er kommet med, og samtalen med hende får mig til at tænke på en tredje faktor af betydning: Nysgerrighed rettet mod andre.
Her bliver valget af menneskesyn, som Vigga Bro talte om, ret afgørende.
Vi kan som enkeltpersoner eller samfund vælge et menneskesyn, der minder lidt om den unge mands i Vigga Bros historie. Gør vi det, risikerer vi dog at komme til at betragte en hel gruppe af borgere, en gruppe som lige om lidt udgør halvdelen af befolkningen i mange vestlige lande, som mere eller mindre uinteressant, uden større udviklingspotentiale og uden større værdi – måske oven i købet en byrde: en økonomisk byrde, en forsørgerbyrde eller en tidsrøver for yngre generationer i en i forvejen stressende hverdag.
Vi kan også vælge et menneskesyn, der er mere inspireret af de afrikanske ordsprog i Vigga Bros fortælling. Gør vi det, vil menneskers erfaring og alder i større grad skabe forventninger om værdi, hvilket forhåbentligt vil inspirere til nysgerrighed. Nysgerrighed i forhold til hvilke erfaringer, disse mennesker rummer, nysgerrighed i forhold til hvilke af disse erfaringer, vi direkte kan bringe i anvendelse og måske udbrede, og nysgerrighed i forhold til, hvad der med fordel kan bygges videre på og udvikles videre.
Uanset hvilken tilgang vi vælger, så ender vi ofte med at få ret.
Hvis vi ikke tror, at et andet menneske eller en gruppe af mennesker rummer noget værdifuldt og brugbart, og vi tilgår dem på dén måde, ja så sker der som oftest det, at vi får ret.
Hvis vi derimod møder det samme menneske eller den samme gruppe af mennesker i den tro, at de rummer noget spændende og noget værdifuldt, og bruger vi den positive forventning nysgerrigt, så ender vi lige så ofte med at få bekræftet vores antagelser - og vi får til og med muligheden for at se mennesker vokse og bidrage.
Et sted at starte kunne potentielt være dagligt at overveje: Har jeg været tilstrækkelig nysgerrig i dag?
Tiden er fløjet afsted, og jeg føler mig let, beriget og lidt beæret.
Jeg tænker på de to anbefalinger, Vigga Bro er kommet med, og samtalen med hende får mig til at tænke på en tredje faktor af betydning: Nysgerrighed rettet mod andre.
Her bliver valget af menneskesyn, som Vigga Bro talte om, ret afgørende.
Vi kan som enkeltpersoner eller samfund vælge et menneskesyn, der minder lidt om den unge mands i Vigga Bros historie. Gør vi det, risikerer vi dog at komme til at betragte en hel gruppe af borgere, en gruppe som lige om lidt udgør halvdelen af befolkningen i mange vestlige lande, som mere eller mindre uinteressant, uden større udviklingspotentiale og uden større værdi – måske oven i købet en byrde: en økonomisk byrde, en forsørgerbyrde eller en tidsrøver for yngre generationer i en i forvejen stressende hverdag.
Vi kan også vælge et menneskesyn, der er mere inspireret af de afrikanske ordsprog i Vigga Bros fortælling. Gør vi det, vil menneskers erfaring og alder i større grad skabe forventninger om værdi, hvilket forhåbentligt vil inspirere til nysgerrighed. Nysgerrighed i forhold til hvilke erfaringer, disse mennesker rummer, nysgerrighed i forhold til hvilke af disse erfaringer, vi direkte kan bringe i anvendelse og måske udbrede, og nysgerrighed i forhold til, hvad der med fordel kan bygges videre på og udvikles videre.
Uanset hvilken tilgang vi vælger, så ender vi ofte med at få ret.
Hvis vi ikke tror, at et andet menneske eller en gruppe af mennesker rummer noget værdifuldt og brugbart, og vi tilgår dem på dén måde, ja så sker der som oftest det, at vi får ret.
Hvis vi derimod møder det samme menneske eller den samme gruppe af mennesker i den tro, at de rummer noget spændende og noget værdifuldt, og bruger vi den positive forventning nysgerrigt, så ender vi lige så ofte med at få bekræftet vores antagelser - og vi får til og med muligheden for at se mennesker vokse og bidrage.
Et sted at starte kunne potentielt være dagligt at overveje: Har jeg været tilstrækkelig nysgerrig i dag?